I gartneriet har vi lagt stor vægt på at tilpasse produktionen med størst mulig hensyntagen til miljøet. Tilpasningerne spænder lige fra opvarmningsmetode til bekæmpelse af skadedyr. Gartneriet opvarmes med naturgas. "Spildproduktet" fra afbrænding af gas er ren CO2 som genbruges, da agurkeplanter skal bruge CO2 til fotosyntesen. I stedet for at sende røgen op igennem skorstenen sendes den altså ud i drivhusene; det virker som vitaminer for agurkerne. For at nedsætte energiforbruget til et minimum har vi installeret isoleringsgardiner på det meste af arealet. Energibesparelsen er mærkbar; der spares ca. 40%, når gardinerne er trukket for. Til at styre varme, luftfugtighed, gardiner og vinduer anvender vi en klimacomputer, som døgnet rundt sørger for at holde den rette balance i drivhusene. Planterne dyrkes i spande med oasis, der genbruges år efter år og efter hver sæson desinficeres med 95 grader varm damp for at slå alle sygdomme ihjel. Planterne vandes via små drypslanger. Hver plante får på den måde præcis den mængde vand og gødning, den har brug for, hverken mere eller mindre. Det hele styres af en computerstyret gødningsblander, hvorfra vi dagligt udtager vandprøver, så justering i gødningsmængden kan foretages, hvis det er nødvendigt. Alle skadedyr bekæmpes med nyttedyr. Det vil sige, at vi aktivt bruger den fjende som skadedyret har i naturen. Gartneriet modtager hver uge nye forsyninger af nyttedyr. Nyttedyrene sættes ud i drivhusene, og sørger selv for at holde skadedyrene nede. Vi har typisk fire til fem forskellige slags nyttedyr i husene hele tiden. Herunder ses en oversigt over de værste skadedyr og deres "nyttige fjender":
| Skadedyr | Middel | | Thrips | Thripsrovmider | | Spind | Spinderovmider | | Hvide fluer | Encarcia | | Minérfluer | Dacnusa | Derudover er klimacomputerens præcise styring med til at forebygge svampesygdomme. |